En kvindelig sælger var netop steget ud af sin bil ved busstoppestedet på Sletvej, da den 45-årige mand overfaldt hende og forsøgte at kysse hende og rive tøjet af hende. Da de begge faldt til jorden, fortsatte voldtægtsforsøget i næsten et kvarter, inden kvinden fik kæmpet sig fri og løb efter hjælp.
Under retsmødet fremstod den 45-årige mand meget usammenhængende. Han havde yderst svært ved at svare i klare sætninger, flere gange gik han i stå og stirrede tomt ud i luften, og da anklageren læste hans tidligere forklaring om voldtægtsforsøget op, sad den 45-årige og grinede højlydt, mens han sagde for sig selv.
»Jeg ville knalde hende lige dér på gaden. Hor, sex, vold. Det var en moderne voldtægt.«
Clint og diamanten
Ifølge forklaringen havde manden syner, som beordrede ham til at gøre ting. Denne dag var det Clint Eastwood og en diamant, der var efter ham. Det var diamanten, som ville have ham til at voldtage kvinden, hvis han skulle slippe.
»Havde jeg bare voldtaget hende, var der aldrig sket noget,« sagde manden.
Kvinden selv forklarede grædende, hvordan den 45-årige kun havde sagt én ting, før han kastede sig over hende.
»Han sagde Bare rolig og begyndte at rive i mit tøj,« fortalte kvinden.
Den 45-årige mand har indtil nu boet på Sletten – et opholdssted for særligt sindslidende. Også her har han flere gange overfaldet de ansatte, og han stod i går tiltalt for at smadre en rude med en jernrist, jagte de ansatte rundt på stedet og overfalde en person, der ikke synes, han skulle skifte navn. Den 45-årige blev idømt en behandlingsdom af retten, som han dog ankede på stedet. Alligevel valgte dommeren at varetægtsfængsle manden i surrogat på Psykiatrisk Hospital i Risskov, indtil hans retssag kan genoptages ved landsretten.