Støvet er begyndt at lægge sig efter mandagens voldsomme jordskælv i Italien, men dødstallet fortsætter med at stige.
Mindst 179 personer er døde og mere end 250 personer savnes stadig. Dermed kan dødstallet nå over 400, skriver TV 2. 40 ofre er stadig ikke identificeret, skriver den italienske avis Corriere Della Serra.
Redningsmandskabet har gravet efter overlevende i ruinerne hele natten, og det er lykkedes dem at redde 100 personer ud af murbrokkerne.
Men håbet om at finde flere skrumper ind i takt med visernes vandren over urskiven.
Jordskælvet skete i Abruzzo-regionen nordøst for Rom. Redningsarbejdet i den bjergrige region er blevet besværliggjort af regn og kulde.
Efterskælv rystede aftenen igennem området, mens de mange mennesker, der står uden tag over hovedet søgte ly i biler og teltlejre
Udenlandske ledere har sendt kondolencehilsner til Italien, og EU har lovet at hjælpe ofrene for jordskælvet.