De to dødsdømte nordmænd har en god chance for at få ophævet deres dom.
Dødsdommen er nemlig afsagt på et forkert grundlag, fortæller Frederic Embu, der er vicepræsident for den appeldomstol, der i går stadfæstede dødsdommen mod Tjostolv Moland og Joshua French. Det skriver den norske avis VG, der har talt med vicepræsidenten.
Han er dybt uenig med domsafsigelsen, fordi retten har benyttet sig af en tilståelse, som den ene dømte kom med, da han var indlagt på et psykiatrisk hospital.
"Det er helt forkert at benytte sig af den tilståelse. Domstolen havde selv krævet, at Moland skulle lade sig behandle af en psykiater fra Kinshasa. Alligevel vælger den samme domstol at dømme ham uden, at han har fået den aftalte behandling. Det er en grov rettergangsfejl. Derfor tror jeg, at den militære Højesteret i Kinshasa vil ophæve dommen", siger han til avisen.
Norges udenrigsminister Jonas Gahr Støre tager også skarp afstand til domsafsigelsen og kritiserer blandt andet, at der ikke var nogen tolk til stede, da dommen blev afsagt.
"Jeg reagerer meget stærkt på de nye domme i Kisangani, hvor de to norske statsborgere igen er blevet dømt til døden. Norge er en principiel modstander af dødsstraf, og jeg vil så snart som muligt igen tage kontakt til DR Congos udenrigsminister for at formidle dette budskab," siger han ifølge en pressemeddelelse.