En 37-årig kvinde døde her til morgen, da hun i sin bil blev ramt af lokaltoget lidt nord for Trustrup på strækningen mellem Grenaa og Århus.
Ulykken skete ved en overskæring, der er sikret med blink og klokker - men ikke med bomme.
"Vores indledende undersøgelser viser, at der ikke har været fejl på anlægget," siger sektionschef i Banedanmark, med ansvar for overskæringer, Helle Bøhl-Møller til Newspaq.
"Men vi er selvfølgelig lige nu ved at fortage yderligere undersøgelser og kigge på, om der kan være andre forhold, der har været årsag til det, og hvor vi kan gå ind og gøre tingene bedre," siger Banedanmark-chefen.
Havarikommissionen er nu på vej til ulykkesstedet, hvor de skal samle oplysninger og finde årsagen til sammenstødet.
Samtidig har DSB sendt psykologer af sted, som skal give krisehjælp til lokoføreren og de 12-14 passagerer, der var med toget.
Politiet i Østjylland oplyser, at de skal afhøre vidner til ulykken, herunder lokoføreren. Samtidig skal udsigtsforholdene omkring overskæringen og togets hastighed undersøges nærmere.
"Om toget kørte langsomt eller hurtigt er jo et fedt, hvis man ikke kan se noget. Derfor bliver vi nødt til at sammenholde de faktiske omstændigheder med oversigtsforhold, hastighed, blinkenes tilstand og afmærkning på stedet," fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Hunniche.
Ulykken betyder, at der ikke kommer til at køre tog på strækningen før efter kl. 19 i aften.
Banedanmark bruger hvert år 36 millioner kroner på at nedlægge eller forbedre togoverskæringer i Danmark, som hverken er sikret med bomme, blink eller klokker.