Indtil videre er der konstateret 50 tilfælde af tarmbakterien Clostridium difficile kaldet CD027 på sygehuse i Hillerød, Helsingør og Frederikssund. På Gentofte Hospital har man haft 25 tilfælde af bakterien.
"Clostridium difficile er en almindelig forekommende bakterie, der kan give anledning til sygdom. Det specielle ved den nuværende situation er, at flere hospitaler oplever et udbrud med en særlig sygdomsfremkaldende type af bakterien," siger Jette Bangsborg, der er overlæge på Klinisk mikrobiologisk afdeling på Herlev Hospital.
I en pressemeddelelse oplyser Region Hovedstaden, at infektionen kan være medvirkende dødsårsag. Den er resistent over for flere typer antibiotika og kan være særlig alvorlig for patienter, der er svækket af anden sygdom.
Koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling understreger, at de berørte hospitaler har situationen under kontrol.
"Vi har stort fokus på en koordineret indsats i regionen, så bakterien ikke spredes yderligere. Indsatsen omfatter bl.a. isolation af smittede patienter og skærpelse af hygiejniske tiltag. Alle regionens klinisk mikrobiologiske afdelinger er endvidere i tæt kontakt, og de samarbejder med Statens Serum Institut for at klarlægge, hvor mange patienter, der er smittede," siger Svend Hartling.