En række danske soldater er blevet smittet med det, der populært kaldes Roskildesyge.
Soldaterne, der er udsendt til Kosovo, er blevet ramt af maveonde og har som følge af det kastet op og haft diarre, oplyser Hærens Operative Kommando, HOK.
"I alt 17 patienter er blevet indlagt i et særligt afsnit i den danske lejr, således at der ikke er kontakt imellem syge og raske soldater, og de indlagte har det efter omstændighederne godt," skriver HOK i en pressemeddelelse.
Der skulle dog være styr på situationen nu, blandt andet fordi der hurtigt er blevet iværksat en omfattende kampagne, så sygdommen ikke spreder sig. For eksempel bliver alle, der vil ind og spise i lejrens cafeteria, kontrolleret.
Ifølge HOK har de mange diarre-tilfælde ikke fået afgørende indflydelse på soldaternes arbejde.