Det er et faktum, at den polske bygningsarbejder Ryszaed Josef Ochal var på arbejde den 28. marts i år. Den dag mistede han nemlig livet i en arbejdsulykke på byggepladsen i Helsingør. Alligevel har hans arbejdsgiver Kormal strøget ham af lønningslisten for marts måned, skriver Fagbladet 3F.
Det står klart, efter at 3F har analyseret de talrige brud på overenskomsten, som den polske underentreprenør Kormal har begået under opførelsen af det kommende søfartsmuseum i Helsingør. En del af kravene mod Kormal beløber sig foreløbigt til 1,1 million kroner. 3F forbereder yderligere million-krav.
- Kormal har brudt overenskomsten på en lang række punkter. Men at snyde en død mand for hans løn er i mine øjne godt nok topmålet af grådighed, siger faglig sekretær Rasmus Kreutzmann fra 3F Frederiksborg.
Kormals talsmand Tadeusz Iwanowski afviser imidlertid, at Kormal har udeladt at betale løn. I et mailsvar til Fagbladet 3F fastslår han, at lønninger til alle medarbejdere er betalt til tiden.
- Den sidste løn til hr. Orchal er sendt til hans hustrus konto, står der i mailen.