Det er end kendt sag, at afslutningen på livet for en musiker kan medføre en stigning i salget. Og for flere af de største stjerner strømmer enorme indtægter ind - også længe efter de er lagt i graven.
I anledning af halloween har velhavermagasinet Forbes lavet en liste over de afdøde musikere, som tjente mest fra november 2011 til november i år, skriver Dagens Næringsliv.
Flere tjener angiveligt mere nu, end da de var i live.
På toppen af listen troner kongen af pop - Michael Jackson. Med 834 millioner kroner i kassen over de seneste 12 måneder formår han for tredje år i træk efter sin død i juni 2009 at have indtægter på et trecifret antal millioner.
Han efterlod sig rettighederne til egne sange, samt en stor andel i et musikbibliotek af sange lavet af andre.
Desuden er hans musik fortsat på turné. Michael Jackson Immortal Tour har tjente styrtende i Nordamerika. Turnéen fortsætter verden rundt, så udsigterne til fortsat store indtægter til manden med handsken er gode.
Manden på plads nummer to har været død siden 1977 - eller lever på en anden planet ifølge nogle af hans fans. Elvis Presley tjente 316 millioner kroner, og det er lige så meget som teenageidolet Justin Bieber.
Takket være den amerikanske pladeindustris indsats er loven om ophavsrettigheder ændret til kunsternes fordel. Dermed kan Elvis se frem til endnu flere år med store indtægter.
Derefter følger reggaestjernen Bob Marley. Siden jamaicanerens død i 1981 er der solgt 75 millioner plader og CD'ere med hans musik. Det seneste år er indtægterne opgjort til 98 millioner kroner.
På listen over de bedst indtjenende døde musikere fra halloween 2011 til halloween 2012 er også John Lennon med 69 millioner kroner, komponisten Richard Rogers med 35 millioner kroner og George Harrison med 32 millioner kroner.