Dna-spor afslører ung som erfaren knivrøver

Fyns Politi mener, at ung mand kan forbindes til mindst tre røverier begået mod forretninger.
Dna afslørede 23-årige mand fra Vollsmose i Odense.
Dna afslørede 23-årige mand fra Vollsmose i Odense. Foto: Colourbox

Det rutinemæssige tjek af en ung fynsk bedragers dna-profil i politiets register gør, at mandens synderegister åbenbart kan udvides drastisk.

Den 23-årige mand fra Vollsmose i Odense er mandag blevet anholdt og sigtet for at have begået tre røverier i 2011, oplyser Fyns Politi.

I alle tre tilfælde blev personale i mindre supermarkeder truet med kniv til at udlevere kontanter. Og hver gang var der flere gerningsmænd.

To gange gik det ud over Spar i Slåenhaven, og forretningen er nu gjort til en såkaldt pengeløs butik.

I det tredje tilfælde var det personalet i en Rema 1000 på Ejbyvej, som blev truet med kniv.

Udbyttet ved de tre røverier var på mellem 6000 og 15.000 kroner.

Efter gennembruddet med dna-analysen er politiet mere optimistisk med hensyn til at kunne anholde andre mistænkte for knivrøverierne.

Og betjentene vil nu også undersøge, om den 23-årige eller nogle af hans bekendte kan sigtes for et tredje røveri mod Spar i Slåenhaven.

Politiet forventer, at en dommer tirsdag skal afgøre, om der er grund til at holde den 23-årige varetægtsfængslet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.