Novak Djokovic bookede en plads i kvartfinalen i Wimbledon tirsdag, men han skulle oprindeligt have spillet ottendedelsfinale mandag.
Efter sejren i tre sæt over Adrian Mannarino var det da også udsættelsen af opgøret, der optog serberen.
- Jeg mener, at det var en forkert beslutning. Vi kunne godt have spillet. Den sidste kamp på Centre Court var færdig klokken 19 (20 dansk tid).
- Centre Court har tag og lys, så vi kunne have spillet til klokken 23 (midnat dansk tid), siger Novak Djokovic ifølge Reuters.
Kampen mellem Djokovic og Mannarino skulle være spillet mandag efter ottendedelsfinalen mellem Rafael Nadal og Gilles Müller på bane 1.
Det opgør trak imidlertid gevaldigt ud og varede næsten fem timer, før Müller sendte Nadal ud af turneringen ved at vinde femte og afgørende sæt med 15-13.
På grund af den lange kamp, var Djokovic og Mannarino i venteposition længe mandag aften.
Djokovic fortæller, at de to spillere opsøgte dommerkontoret mandag aften kort før klokken 20 (21 dansk tid), og at de fik at vide, at det var på grund af sikkerhedsårsager, at kampen ikke blev flyttet til eksempelvis Centre Court.
Mandag lød det fra Wimbledon, at det ville udgøre en sikkerhedsrisiko at flytte kampen, fordi der befandt sig 30.000 tilskuere på anlægget.
- Jeg var selvfølgelig ikke glad for, at vi ikke spillede mandag. Vi blev holdt i mørket i to en halv time, uden at vi vidste, hvad der ville ske.
- Vi var hele tiden på tæerne og varmede op og kølede ned igen. De var fuldstændig ubeslutsomme på dommerkontoret.
- Det var frustrerende, men jeg fokuserede blot på, hvad jeg skulle i dag. Jeg vandt i tre sæt, og det er det eneste, der betyder noget, siger Djokovic.
/ritzau/