Der skal ske noget fuldstændigt uforudset, hvis ikke det nyeste skud på Metro-stammen i København, Cityringen, åbner i september.
Det vurderer Henrik Plougmann Olesen, der er administrerende direktør for Metroselskabet, som tirsdag endegyldigt måtte konstatere, at københavnerne ikke som planlagt kan tage den nye Metro i brug i juli.
- Vi mener, at vi har lavet en realistisk tidsplan. Den er lavet i samarbejde med de to hovedentreprenører og myndighederne, der skal give de krævede godkendelser.
- Vi har taget hinanden i ed på det her, men det forudsætter selvfølgelig, at aftalerne bliver holdt, siger direktøren.
Han kunne allerede i april konstatere, at hovedentreprenøren CMT ikke nåede en aftalt milepæl for, hvornår arbejdet skulle være færdigt.
Det drejer sig blandt andet om ventilation, lysinstallationer og brandalarmer, der ikke er blevet gennemtestet. Og når de ikke er det, kan man ikke få de nødvendige sikkerhedsgodkendelser.
- Forsinkelsen smitter af på en af de andre entreprenørers arbejde, fordi de ikke kan komme i gang til aftalt tid.
- Det er vi kontraktligt forpligtet til at betale for, men vi kan til gengæld gøre et krav gældende over for dem, der har udløst kædereaktionen.
- Den proces er imidlertid udskudt, så den ikke forsinker selve åbningen, siger Henrik Plougmann Olesen, der ærgrer sig over at måtte rykke tidsplanen endnu engang.
Første gang, det skete, var tilbage i 2014, hvor støjklager betød, at arbejdet med tunnelboringerne måtte stoppes flere gange.
- Jeg ville da allerhelst have kunnet fortælle, at vi kunne åbne før tid. Men vi sørger for at lære af det her og tager den viden med til de kommende metrobyggerier i Sydhavn og Nordhavn, siger han.
I juni vil Metroselskabet melde den præcise åbningsdato ud.
/ritzau/