Arbejdere, der via underleverandører servicerer A.P. Møller - Mærsks skibe i Kenya, har dårlige forhold og arbejder for en meget lav løn. Det skriver det uafhængige nichemedie DanWatch, der har besøgt havnen i Kenyas næststørste by, Mombasa.
- Det er meget vanskeligt (at overleve på lønnen, red.). Jeg prøver at forsørge to børn, men det er næsten umuligt, siger en af arbejderne på havnen til DanWatch.
Timelønnen er omkring to kroner i timen til de løst ansatte havnearbejdere ifølge mediet. Samtidig har de stærkt utilstrækkeligt sikkerhedsudstyr.
A.P. Møller - Mærsk hverken ejer eller driver havnen i Kenya. Arbejderne er ansat af et lokalt selskab, som A.P. Møller - Mærsk betaler for at hjælpe til, når containere skal læsses og lodses fra rederiets skibe.
På sin hjemmeside skriver A.P. Møller - Mærsk, at man har tre ugentlige ankomster til havnen.
- Disse arbejdere befinder sig helt nederst i hierarkiet i et arbejdsmiljø, der slider dem ned, samtidig med at de er udsat for en betydelig ulykkesrisiko.
- De arbejder rigtig mange timer i streg og sover bag nogle containere. Det giver alle muligheder for træthed, og det nedbryder opmærksomheden.
- Det er typisk dér, at ulykkesrisikoen er stor, siger Hasse Mortensen, ekspert i arbejdsforhold og tidligere tilsynschef i det danske arbejdstilsyn til DanWatch.
A.P. Møller - Mærsk er ikke arbejdsgiver for havnearbejderne, men arbejder med såkaldt leverandøransvar. Det betyder, at A.P. Møller - Mærsk tager ansvar også for sine underleverandører.
I en skriftlig kommentar fortæller A.P. Møller - Mærsk, at man ser med stor alvor på situationen og i nogen grad er opmærksom på problemerne.
Rederiet har tidligere i år igangsat en undersøgelse af havne, hvor risikoen for dårlige arbejdsforhold er stor.
Den undersøgelse omfatter også Mombasa.
- De informationer, vi har modtaget, indikerer, at kontrollen i det givne tilfælde ikke har fungeret godt nok. Det ser vi på med stor alvor.
- Vi vil følge specifikt op herpå som en del af de undersøgelser, vi allerede har igangsat med henblik på at forbedre sikkerheden og arbejdsforholdene for de ansatte, der servicerer vores skibe i havnen og samtidig evaluere, hvordan vi bedre kan sikre vores egenkontrol, skriver Mærsk.
/ritzau/