I et interview med Berlingske erkender Ørsted-topchefen Henrik Poulsen, at hans årsløn kan virke som en rød klud på mange.
- Jeg er topchef i en C25-virksomhed, jeg tjener en årsløn, som jeg godt kan forstå, folk synes er på grænsen til det vanvittige. Folk vil sige, at jeg har mit på det tørre, det er let for mig at have alle disse rigtige meninger, siger han og tilføjer:
- Hvis det er præmissen, så har jeg ikke nogen stemme (i samfundsdebatten, red.), ikke nogen troværdighed og dermed ikke noget at bibringe. Så er jeg puttet ind i en kasse. Den fare er jeg helt bevidst om.
Ifølge Berlingske fik 51-årige Henrik Poulsen en årsløn på 16 millioner kroner i 2017 - dertil kommer honorarer fra bestyrelsesposter i andre store virksomheder.
Ser man isoleret på hyren fra Ørsted fik han i snit sidste år, hvor der var 252 arbejdsdage, lige knap 63.500 om dagen i løn.