Lars Løkke Rasmussen indledte sin valgkamp med at fortælle ganske detaljeret om en medarbejder i servicevirksomheden Panorama, der havde valgt at sige op, fordi det ikke kunne betale sig for ham at arbejde set i forhold til, hvad han kunne få udbetalt i kontanthjælp.
Udsagnet har vakt stor undren hos 3F i Taastrup, hvor virksomheden ligger. 3F kender ikke til det konkrete eksempel, som Lars Løkke Rasmussen dog torsdag morgen understregede var sandt.
Den administrerende direktør i Panorama hedder Morten Broager. Han har tidligere ytret sig i den offentlige debat, hvor hans pointe har været, at det er svært at finde motiveret arbejdskraft.
- Vi tilbyder ufaglært arbejde til 130 kroner i timen, men jeg har mange gange oplevet ledige, der synes, det er for lidt, fordi det ikke er ret meget mere end dagpengene, sagde Morten Broager eksempelvis til Berlingske i februar i år.
Morten Broager havde tidligere på året Lars Løkke på besøg i sin virksomhed - det var angiveligt her, Løkke hørte om den famøse medarbejder.
Men Broager har også en anden forbindelse til Venstre. Ifølge Berlingskes Politiko er han blevet betalt for at hænge valgplakater op for Venstres kandidat i Taastrup, Tina Nedergaard.
- Normalt har vi frivillige til at gøre det, men i nogle kredse skal det gå så stærkt, at kandidaterne vælger at betale for det af egen lomme. Jeg fandt Morten Broager så troværdig, at jeg betalte ham for det, siger Tina Nedergaard, der ikke ønsker at oplyse, hvor meget hun har betalt Panorama-direktøren.
Hun siger videre, at han, så vidt hun ved, ikke er medlem af Venstre. Men at hun har spurgt ham, om han vil være medlem. Tina Nedergaard kalder ham desuden 100 procent troværdig.
Det har ikke været muligt for Berlingske at få Morten Broager i tale.