Brøndby IF skal ud og lede efter en ny direktør.
"Administrerende direktør Ole Palmå har dags dato opsagt sin stilling som administrerende direktør i Brøndbyernes IF Fodbold A/S og Brøndby Food&Mind A/S pr. 30. juni 2011."
Det oplyser Brøndby i en kortfattet meddelelse til Fondsbørsen.
Bestyrelsesmedlemmerne Kurt Larsen, Niels Roth og Ole Staxen har desuden meddelt, at de per dags dato udtræder af bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S.
Ekstra Bladet erfarer, at det var uenighed om Per Bjerregaards økonomiske plan på et bestyrelsesmøde i aftes, der har ført til opsigelserne.
Ole Palmå blev ansat som kommerciel direktør i Brøndby IF i 2004. I marts i år skiftede han kasket og blev ny administrerende direktør.