De lønmodtagere, der går og glæder sig til deres pensionsudbetalingen, bør måske kigge deres aftale efter i sømmene.
En 45-årig lønmodtager, der har indsat 1 million kroner på sin pensionskonto og er blevet lovet 3 procent i garanti samt 1,8 millioner kroner i udbetaling, kommer til at mangle 345.000 kroner, når lønmodtageren runder de 65 år, skriver Jyllands-Posten.
Det sker selvom selskabet i dette regnestykke allerede har afsat 200.000 kroner, for at kunne leve op til finanstilsynets krav. Faktisk risikere selskabet at gå konkurs længe inden, udbetalingen finder sted, viser beregninger som kapitalforvaltningsselskabet Invensure har lavet for avisen.
For hvis den lave rente forsætter, vil det presse pensionsselskaberne til at få kunderne ud af deres garantier. Og det betyder for kunderne, at de for enhver pris skal holde fast i disse garantier.
- Hvis de lave renter forsætter, er garantien et bedre og bedre produkt for kunden. Så skal man være i garantier og ikke i markedsrenteprodukter (ugaranterede, red.), siger Søren Andersen, der er administrerende direktør i kapitalforvaltningsselskabet Invensure, til Jyllands-Posten.
De danske myndigheder har nemlig satset på, at den økonomiske nedtur ikke bliver ved, da de lavede aftalen med pensionssektoren. Det betyder, at der er lovet mere væk, end det er muligt at skaffe, viser en kulegravning af aftalegrundlaget.
Løsningen for lønmodtagerne er altså at holde fast i deres garantier og håbe på det bedste.
- Så må man ikke flytte, heller ikke for en stor pose penge, for den pose penge vil være for lille, siger Søren Andersen til avisen.
Kilde: Jyllands-Posten