I den nærmeste fremtid kan biler køre 30 kilometer på literen. Verdens bilproducenter er nemlig i fuld gang med at udvikle miljøvenlige biler, som udleder mindre CO2 end i dag.
FDM forventer, at også store familiebiler kan være med i konkurrencen om kilometerne.
"Det vil blive normalt at se familiebiler køre mere end 30 kilometer på literen" siger Søren W. Rasmussen fra FDM til dr.dk
I dag har Toyota solgt millioner af hybridbilen Prius, og flere producenter er på vej med nye hybridbiler, som kører på en blanding af benzin og el.
Blandt andet har Chevrolet præsenteret deres udgave af den grønne superbil, som i følge europæiske standarter, kan køre op mod 30-40 kilometer på literen. FDM vurderer, at en sådan bil vil koste 577.000 kroner i Danmark.
"Der er fortsat lang tid til, at hybridbiler bliver så billige, at mange kan købe dem. Teknologien er dyr, og det kan mærkes med det danske afgiftssystem" siger Søren W. Rasmussen.
Han mener dog ikke, at man som forbruger skal vente med at købe en hybridbil, fordi der altid venter ny teknologi forude.
Bilproducenterne vil også satse på andre teknologier, som kan øge antallet af kilometer på literen. Eksempelvis kan det ikke betale sig at bruge hybridteknologi på små biler.
"Man vil i fremtiden se en udvikling af motorer eller brug af biobrændstoffer, som formindsker bilens CO2 udslip", afslutter han.