Om unge får en uddannelse - om det bliver en lang eller kort uddannelse, det kan man rimelig præcist spå om ved at se på, hvor de bor.
Uddannelsesniveauet i Danmark er nemlig geografisk meget skævt, viser opgørelse fra Uddannelsesministeriet.
Andelen af unge mellem 19-25 år, der har søgt optagelse på en videregående uddannelse, ligger på 2,9 procent i Hanstholm, mens tallet i den anden ende af landet i Rungsted er 30,3 procent, skriver Politiken.
- Tallene viser, hvor lang vej der er til lighed, når det gælder uddannelse. Det er især de sociale koder, som elever fra uddannelsesfremmede hjem slås med. Det faglige kan mange faktisk godt klare. Men de søger ikke, fordi de er usikre på omgangs- og arbejdsformen på de videregående uddannelser, siger Agi Csonka, der er direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velværd (SFI) til Politiken.
Den skævvridning vil uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) have gjort noget ved.
- Vi spilder talent, hvis vi ikke får fat i flere. Det kan ikke være rigtigt, at de unge er ni gange så talentfulde i Gentofte, som de er på Stevns, siger ministeren til avisen.
Derfor har hun nedsat et rejsehold, som skal rundt i landet til steder, hvor den sociale arv er størst. Holdet består af eksperter og mønsterbrydere.
Newspaq