Byggebranchen er en farlig branche af arbejde i. Sidste år blev der anmeldt mere end 5.700 arbejdsulykker, og 16 byggearbejdere døde på grund af en arbejdsulykke.
Men nu skal det være slut.
Derfor har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) lanceret et nyt initiativ, som skal mindske antallet af ulykker på byggepladserne.
Mirakelmidlet hedder 'dialogmøder' og består i, at Arbejdstilsynet fremover inviterer alle parter på byggepladsen til møder, før byggeriet for alvor går i gang.
Inger Støjberg har store forhåbninger til møderne.
"En del af ulykkerne skyldes, at byggebranchen ikke er gode nok til at planlægge byggeprocessen. Derfor prøver vi nu at tilbyde møder, hvor alle involverede parter på byggepladsen taler sikkerhed, før byggeriet for alvor går i gang," siger ministeren.
Arbejdstilsynet vil hver måned tilbyde 15-20 byggepladser at drøfte sikkerhed.
På dialogmøderne vil Arbejdstilsynet orientere om reglerne på området, om de forskellige aktørers ansvar og rolle, om indbyrdes koordinering og om risikovurdering som led i arbejdet med at planlægge, hvordan de forskellige opgaver skal udføres.
Dialogmødet følges op af almindelige tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet.