NOx-afgiften, der i går blev vedtaget i Folketinget, vil knockoute virksomheder og sende ansatte ud i kulden, mener Dansk Industri (DI) og Dansk Metal.
"Vi må konstatere, at de negative konsekvenser af lovforslaget, nemlig tab af arbejdspladser, bliver en realitet, når det gennemføres," siger direktøren i DI, Tine Roed, til Jyllands-Posten.
Danmarks største erhvervsorganisation har tidligere advaret om, at en femdobling af NOx-afgiften vil betyde, at mange virksomheder vil flytte aktiviteter til udlandet.
DI vil dog ikke sætte tal på, hvor mange arbejdspladser, der står på spil.
Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen peger dog på, at det mindst drejer sig om 1.300 tabte job. Han kalder NOx-stigningen for hul i hovedet.
Efter kritik fra bl.a. erhvervslivet har regeringen valgt at udskyde NOx-afgiften fra den 1. januar til den 1. juli 2012.
Venstre er imod afgifter og mener, at afgiftet intet har med miljø at gøre men kun handler om at få penge i statskassen.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) kalder afgiften sund fornuft og siger, at den skal være med til finansiere regeringens kickstart af økonomien.