Håndens arbejde er ligeså godt som åndens, lyder det fra Dansk Folkeparti. De sammen med Venstre nu har lempet det omdiskuterede pointsystem.
Tømrere, smede, sosu-assistenter, frisører, butiksassistenter og truckførere er blandt de faggrupper, hvis chancer for at blive familiesammenført sidestilles nu med bachelorer og andre højere uddannede. Dermed hjælper Dansk Folkeparti for en sjælden gangs skyld til med at gøre det lettere at komme ind i Danmark.
"Det har set ud som om, professoren var bedre stillet end tømreren, og den kritik har vi ønsket at imødegå. Det har nemlig aldrig været meningen," siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
Men på trods af de mere lempelige regler, så er effekten på indvandringen ikke blevet undersøgt.
"Det kan vi ikke sige noget om. Det er svært at vurdere. Det er mere symbolik, for man kan allerede i dag få point for erhvervsarbejde. Vi tror ikke, det her får den helt store effekt," siger Peter Skaarup.
Regeringspartiet Venstre vurderer, at lempelserne vil ændre temmelig meget på antallet af ansøgninger om familiesammenføring, der sidste år lå 6.206.
"Det drejer sig måske om fem procent af de folk, der kommer til Danmark via familiesammenføring," siger integrationsordfører Karsten Lauritzen til Newspaq.
Hos Socialdemokraterne kalder udlændinge- og integrationsordfører Henrik Dam Kristensen lempelsen i regeringen og Dansk Folkepartis forslag for et nyt eksempel på, at regeringen danser efter Dansk Folkepartis pibe på udlændingeområdet.
"Der er efterhånden ingen, der har undersøgt noget omkring den her regering. Det her er udelukkende kommet til verden, fordi en eller anden fokusgruppe har fortalt Dansk Folkeparti, at de tabte debatten, da pointsystemet kom til verden," siger Henrik Dam Kristensen.