"Det gør du bare ikke, det gør du bare ikke Steen!!!," smældede DF'erne, da det gik op for dem, at deres spidskandidat, Steen Egede Jensen, netop havde hjulpet socialdemokraten Thomas Adelskov med borgmesterkæden i Odsherred.
Ifølge nordvestnyt.dk rungede gangende i Odsherredhallerne af vrede råb. DF-råb. Spidskandidaten Steen Egede Jensen søgte tilflugt hos Odsherredslisten, men måtte kæmpe mod sine partimedlemmer, der rev og flåede i ham.
"Det er godt nok det mest uprofessionelle, jeg nogensinde har oplevet," råbte Steen Egede Jensen, mens han forsøgte at undslippe sine partikollegers fysiske overfald.
"Det passer ikke. Vi støtter ikke Adelskov. Det må han slet ikke," råbte DF'er Eva Christensen tilbage.
Socialdemokraten Thomas Adelskov er blevet borgmester. Men det endelige retoriske slagsmål hos Dansk Folkeparti er endnu ikke udkæmpet, og Newspaq følger historien.