De sidste 20 år har omkring 100 danskere brugt deres fritid på at bekæmpe indvandringen i et hemmeligt netværk, der blandt andet brænder kors af.
Det afslører Politiken i dag. Netværket har tråde til Dansk Folkeparti, hvor to har været medlem.
Partisekretær i Dansk Folkeparti Poul Lindholm Jensen bekræfter deres tidligere medlemskab. Hvis man havde kendt til medlemmernes baggrund, ville man har gjort én ting:
"I første omgang ville de blive bedt om at melde sig ud med det samme. Ellers vil de blive ekskluderet. Vi accepterer ikke ekstremister," siger Poul Lindholm Jensen til Newspaq.
Han har intet kendskab til det hemmelige netværk ORG, der angiveligt arbejder for at "rense" Danmark for indvandrere.
"Da en journalist fra Politiken i går ringede, blev jeg opmærksom på den her organisation. Vi kender overhovedet ikke noget til den, " siger Poul Lindholm Jensen, der kalder koblingen mellem ORG og DF for "beklagelig".
"Vi har intet med organisationen at gøre og vil aldrig nogensinde have det. Jeg skal ikke stå til regnskab for deres meninger," siger Poul Lindholm Jensen.
Hovedformålet med ORG er at bekæmpe det multikulturelle samfund og skabe et Danmark frit for indvandrere.