Det skal være endnu sværere at opnå familiesammenføring i Danmark. Det mener Dansk Folekparti, der i dag fremlægger sit finanslovsudspil.
Her vil partiet gøre det klart for regeringen, at der ikke vil blive forhandlet en finanslov, før Dansk Folkepartis krav om stramninger imødekommes.
Det fortæller partiets næstformand Peter Skaarup til Politiken.
"Vi er bekymrede over den stigning, som vi har set i løbet af de seneste seks måneder. Selv om 400-500 personer i år ikke når op på de højder, vi havde frygtet, så er det for mange," siger han.
I det første halvår af 2009 har 273 fået familiesammenføring efter EU-reglerne. Det er en fordobling i forhold til hele året før.
Det er blot et år siden, at regeringen og støttepartiet lavede en aftale, der skulle værne imod EU-reglerne for familiesammenføringer.
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, mener dog ikke, at familiesammenføringer skal på dagsordenen lige nu.
"Der er krise, så lad os fokusere på den frem for at blande udlændingepolitikken ind i finanslovsforhandlingerne," siger han.