Det er ikke let at greje, om Dansk Folkeparti stoler på Enhedslisten eller ej, når det kommer til venstrefløjspartiets evne til at holde tand for tunge i Folketingets Kontroludvalg, der i dyb fortrolighed skal holde øje med efterretningstjenesternes arbejde bag kulisserne.
- Jeg er selvfølgelig altid nervøs for, om fortrolige oplysninger om Danmarks sikkerhed også holdes fortrolige, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl på spørgsmålet om hans syn på Enhedslistens indtræden i kontroludvalget.
- Og jeg forstår godt dem, der har udtrykt en bekymring i den retning, men demokratiets vilkår er, som de er, og derfor må vi respektere det, der er sket. Og så må det jo vise sig i dagligdagen, om tingene fungerer, som de skal, siger han.
Enhedslisten vandt pladsen i Folketingets Præsidium og i kontroludvalget ved en afstemning ved Folketingets åbning tirsdag. Det skyldes, at tre medlemmer af SF's folketingsgruppe i årets løb har meldt sig ind i andre partier, og derfor er Enhedslisten og SF nu lige store.
Og da kun de fem største partier får plads i præsidiet og kontroludvalget, kom det altså til en simpel lodtrækning mellem de to partier.
Kristian Thulesen Dahl, er Enhedslisten ikke stueren nok til at sidde i kontroludvalget?
- Jojojo, spillereglerne er fulgt, og derfor er tingene, som de er. Men der er politikere, der har udtrykt bekymring om at holde på de fortrolige oplysninger om sikkerhedsspørgsmål.
Men deler du den bekymring?
- Jeg siger, at jeg forstår dem, der har udtrykt en sådan bekymring.
Men tror du, Enhedslisten kan finde på at lække oplysninger, ja eller nej?
- Jamen, jeg svarer dig, at jeg forstår de politikere, der har udtrykt bekymring i den henseende, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/