I dag træder den heftigt debatterede øgede kontrol i kræft ved de danske grænser. Og samtidig med, at 50 nye toldere skal på arbejde ved grænserne, så er den tyske justits- og europaminister, Jürg-Uwe Hahn, igen på banen med en heftig kritik af kontrollen.
"I Tyskland og andre lande i EU forlanger vi netop stærk solidaritet af borgerne i forbindelse med redningspakken til Grækenland. Danmark har derimod sagt klart farvel til den europæiske idé. Det er umådeligt trist," siger Hahn til Jyllands-Posten i dag.
Den udtalelse får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
"Han er i gang med at ændre EU fra at være et fornuftigt handelssamarbejde til at være en hellig ide, en form for religion," siger han til Newspaq og fortsætter:
"Jeg tror, at sådan nogen udtalelser vil få folk til at stejle. Han taler om forræderi mod en ide - hvad er det for en ide? Jeg vil bare gerne have et lavpraktisk samarbejde mellem medlemslandene," siger Søren Espersen.
Han tror dog ikke på, at den tyske ministers opfordring til fordømmelse og boykot af Danmark vil få opbakning hos den tyske befolkning.
"Han er jo en form for ekstremist. En slags religiøs leder, der vil have EU til at være sådan et halleluja-samarbejde, hvor vi alle abonnerer på den samme religion. Det synes jeg helt ærligt er uappetitligt," siger Søren Espersen.
Ifølge Jyllands-Posten vil Jürg-Uwe Hahn på et møde senere denne uge forsøge at samle flertal blandt Tysklands 16 delstatsministre til en officiel fordømmelse af regeringens og Dansk Folkepartis skærpede grænsekontrol.
Også Dansk Folkepartis partiformand, Pia Kjærsgaard, er vred over kritikken. Hun kalder den tyske kritik overspændt, uanstændig og 'langt ude'.
"Jeg tror bestemt ikke, minister Hahn vil kunne få det flertal igennem. Det er en hån mod det dansk-tyske samarbejde," siger hun til Newspaq.