En kommende Venstre-finansminister skal være klar til at vise Folketingets Finansudvalg de bud, der er givet på energiselskabet Dong. Det er de bud, som den siddende finansminister, Bjarne Corydon (S), hidtil har afvist at give. Ellers bør vedkommende træde tilbage, fastslår Dansk Folkeparti nu over for DR Nyheder.
Meldingen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kommer efter at Enhedslisten i går truede Bjarne Corydon med mistillidsvotum.
- Det er soleklart, at uanset hvilken regering, der sidder, så gælder det her hævdvundne princip, at når Finansudvalget har behov for oplysninger, ja, så skal udvalget også have de oplysninger.
Det krævede vi, da der var en VK-regering, det kræver vi nu, hvor det er en SR-regering, og det samme vil være gældende, når der kommer en ny regering, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.
Hvis man vil være minister i det her land, skal man også respektere Folketinget, lyder budskabet.
Samme krav
- Hvis ikke han er indstillet på at give Finansudvalget de oplysninger, som er helt naturlige for os at få - og som præsidiet også mener, vi har krav på - ja, så må han tage sit gode tøj og gå som minister, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.
Selv om Dansk Folkeparti peger på Lars Løkke Rasmussen som kommende statsminister, gælder nøjagtig de samme krav til en eventuel Venstre-finansminister, som til Bjarne Corydon, siger Thulesen Dahl.
- Vi vil have nøjagtig den samme indstilling til det her - uanset hvem der sidder i Finansministeriet, siger DF's formand.
Bjarne Corydon vil hverken kommentere Enhedslistens eller Dansk Folkepartis trusler om mistillidsvotum.
- Jeg har ikke lyst til at sige noget om hverken Enhedslistens eller DF's krav, siger Bjarne Corydon til DR Nyheder.
DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Venstres top på Christiansborg.