Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skal ikke undersøges, selvom anonyme medlemmer i Flygtningenævnet har kritiseret hendes måde at uddele humanitær opholdstilladelse på.
Det siger Dansk Folkepartis Martin Henriksen, efter at oppositionen har krævet en undersøgelse på baggrund af kritikken.
"Det kan slet ikke komme på tale, at Dansk Folkeparti skulle gå ind og støtte en undersøgelse på så løst et grundlag. I disse tider har vi vigtigere ting at bruge borgernes skattekroner på, og vi har da slet ingen intentioner om at ændre udlændingepolitikken af bagdøren," siger Martin Henriksen til dr.dk.
Martin Henriksen afviser dermed en undersøgelse, og han mener ikke, at der er logik i oppositionens udmeldinger.
"Helle Thorning Schmidt (S) roste politiets indsats i Brorsons Kirken, og nu går hendes politiske ordfører Henrik Sass Larsen (S) ud i pressen sammen med SF og kræver en undersøgelse, fordi irakerne i kirken ikke har fået humanitær opholdstilladelse. Det hænger ganske enkelt ikke sammen," mener DF'eren.