I kølvandet på Dansk Folkepartis u-vending i sagen om en omfartsvej ved Mariager har en række brugere muntret sig på rejsewebsitet Tripadvisor med en regulær hetz mod partiets trafikordfører Kim Christiansen.
Kim Christiansens driver sammen med sin MF-kollega og hustru Pia Adelsteen restaurant A'Porta i Mariager, og på Tripadvisor blev A'Porta pludselig tæppebombet med slet skjulte dårlige kommentarer med ligeså slet skjulte bemærkninger til specielt Kim Christiansens argumentation for den 377 millioner kroner dyre omfartsvej.
"Vi fik maden serveret i gårdhaven, men vi rykkede hurtigt ind pga. et ekstremt højt støjniveau fra tung trafik, der fik blomsterkrukker og tagrender til at klirre og hvine, som når porcelæn eller glas knuses", skrev brugeren "Soloverona" ifølge Stiften.dk.
Kommentarerne blev fulgt af en-stjernede vurderinger, men er nu fjernet, så restauranten igen ligger på et stjerne-snit på fire.
Kim Christiansen havde inden Dansk Folkeparti erkendte, at omfartsvejs-projektet ikke helt holdt i forhold til virkeligheden, brugt argumenter om, at tung trafik rev tagrender ned og smadrede blomsterkrukker i den 2.500 indbygger store købstad i Kronjylland.
Useriøst benspænd
Pia Adelsteen fortæller til avisen, at parret arbejder på at forpagte restauranten ud, og at hetzen ikke ligefrem fremmer den proces.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg synes, det er så useriøst, at folk åbenbart har et behov for at anmelde en restaurant, de aldrig har været på, bare fordi de ved, at vi er ejere, siger Pia Adelsteen.
Inden det lykkedes, at få Tripadvisor til at fjerne de flaske anmeldelser nåede brugeren "Migogmusse" blandt andet at skrive, at "larmen fra alle de mange lastbiler var øredøvende. Desuden flød det med smadrede teglsten og knækkede tagrender over det hele", og at "jeg kommer nok ikke tilbage, før de får lavet en omfartsvej eller noget andet rigtig smart".
"Konvojer af blokvogne"
Hetzen kørte også på Google, hvor det også er muligt at anmelde A'Porta. Her skriver brugeren "Thomas L" ifølge Stiften.dk blandet andet:
"... jeg og min ledsager havde svært ved at føre en samtale pga. støjniveauet fra lastbiler og konvojer af blokvogne, der flere gange fik gulvet til at ryste i restauranten".
Skar 300 mio. af
I stedet for den 377 millioner kroner dyre omfartsvej foreslår Dansk Folkeparti nu en mindre omfartsvej til 80 millioner kroner. Den bliver noget kortere og skal ifølge TV2 gå til Alstrup og ikke som tidligere til Assens.