Den tidligere kulturborgmester i København Niko Grünfeld angriber den siddende ledelse i sit Alternativet.
I en intern mail, som Jylland-Posten er i besiddelse af, skriver Niko Grünfeld blandt andet "Folketingsgruppen må gå forrest, fordi de tilbage i 2017 sådan set grundlagde den syge kultur, som vi i fredags så den seneste konsekvens af".
Vilhelm Stamp Nordahl Møller, tidligere næstformand i partiet, og Theis Krarup Hansen, tidligere bestyrelsesformand, forlod 29. marts Alternativet i protest.
Vilhelm Stamp Nordahl Møller skiftede til Socialdemokratiet og skrev blandt andet på Facebook, at han efter at have indtrådt i ledelsen af Alternativet har "været vidne til flere begivenheder, som gør, at jeg ikke længere kan støtte op om den politiske ledelse i Alternativet".
Nu opfordrer Niko Grünfeld partiets ledelse til, at den "trækker en streg i sandet" og efterlyser samtidig, at der iværksættes en "markant og offensiv plan for at slippe af med den manglende respekt for flertallet, disrespekt for partiets medlemsvalgte ledelsesrum, trusler om læk, trusler om at forlade partiet, rygtedannelse, spredning af mistillid samt læk til medierne", skriver han i ifølge Jyllands-Posten i mailen.
I forhold til 2016 er Alternativets vælgeropbakning halveret og ligger ifølge Niko Grünfeld omkring 3,5 procent, og han mener partiet får som fortjent:
"Vi har nemlig en syg politisk kultur, der i bedste fald konkurrerer med den, partiet blev stiftet på at ville have og dermed kunne udbrede. I værste fald har den syge kultur allerede vundet vores parti".