Borgmestrene til en del af de 2.000 danskerem som i dag har fået besked om, at de har mistet deres job hos vindmøllegiganten Vestas skal slå koldt vand i blodet.
Det siger arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted.
Beskeden går især til borgmestrene i Nakskov og Rudkøbing, der her til morgen har råbt på landspolitisk handling.
"Jeg tror ikke, det er den dårligste dag i lang tid. Vi har set andre steder, hvor det har set endnu værre ud. Nu skal de lige se, hvordan det kommer til at se ud, når Vestas er færdige med at forhandle om virksomhedslukningen," siger Bøgsted.
Han påpeger, at mange formentlig kan få nyt job et andet sted i den store vindmølle-koncern.
"Vi ved jo ikke, hvor mange medarbejdere, der kan flyttes andre steder hen og hvordan det ser ud. Så indtil Vestas har en endelig udmelding, så synes jeg, de skulle tage det lidt med ro," siger han.
Borgmestrene har her til formiddag råbt på, at Christiansborg må vågne op, fordi de mange mistede job river tæppet væk under udkants-kommunerne, hvor det i forvejen er meget svært at finde job.