Der er mange positive punkter i regeringens finanslovsudspil på kulturområdet, hvis man spørger Alex Ahrendtsen, der er kulturordfører for Dansk Folkeparti.
Regeringen vil afsætte 400 millioner kroner ekstra over de kommende fire år til blandt andet at styrke "nationale kulturbærende institutioner".
- Der er gode ting i udspillet, men jeg synes, at regeringen er lidt hovedstads- og elitefikseret.
Der kommer vi nok til at hjælpe dem lidt på vej, så vi får en bedre balance, siger Ahrendtsen.
En anden stor anke er, at regeringen lægger op til at fortsætte de såkaldte grønthøsterbesparelser, hvor alle kulturinstitutioner hvert år skal finde penge på driftskontoen.
- Jeg vil forsøge at få regeringen til at droppe grønthøstermetoden og i stedet udpege nogle udvalgte områder, hvor vi kan finde de samme penge, så andre kan gå fri.
- For eksempel kan man godt spare på de internationale kulturpuljer, der har et omfang på mange hundrede millioner kroner om året.
- De penge kunne bruges til at friholde de kulturhistoriske museer fra besparelser, siger Ahrendtsen.
Han erklærer sig dog "forsigtigt positiv" over muligheden for at nå til enighed med regeringen på kulturområdet.
- Det hjælper jo, at de selv har spillet ud og har fundet 100 millioner kroner om året. Det betyder, at det bliver nemmere at nå hinanden, siger han.
/ritzau/