Dansk Folkeparti siger blankt nej til Socialdemokraternes forslag om at genindføre formueskatten for de rigeste danskere.
"Vi synes kun, at en indkomst skal beskattes én gang, så når folk tjener pengene, bliver de beskattet, og så synes vi ikke, at de skal beskattes yderligere i form af en formueskat," siger DF's skatteordfører Mikkel Dencker til Newspaq.
Socialdemokraternes formand foreslår som led i forhandlingerne om en skattereform, at man genindfører en beskatning af de største formuer. Thorning-Schmidt har ikke et færdigt bud på, hvordan formuerne skal beskattes. Boligejernes friværdi bliver dog ikke ramt, siger partiet.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den konservative leder Lene Espersen siger, at formueskatten ikke er borgerlig politik. Og skatteminister Kristian Jensen (V) mener, at S-forslaget vil medføre kapitalflugt.
"Da man sidst havde formueskat, havde danskere en interesse i at placere formuer på kontoer i udlandet uden for de danske skattemyndigheders søgelys," siger Kristian Jensen til Berlingske Tidende.
Også de Radikale er imod S-forslaget, som dog støttes af SF.