Dansk Folkeparti bør have en markant ungdomspolitik for at komme vidre og ikke kun være kendt for udlændinge og ældrecheks, mener partiets 27-årige uddannelsesordfører Martin Henriksen.
Og det er da også nogle markante udmeldinger Martin Henriksen kommer med.
Et af forslagene går på seksuel afholdenhed. Alt drejer sig nemlig om sex, blandt andet i reklamer. Og ifølge Berlingske Tidende har 38 procent af alle 15-årige haft deres seksuelle debut.
-Udgangspunktet er, at man skal holde det seksuelle til et forhold, hvor der er kærlighed. Det her skal være startskuddet til, at forældre og skolen blander sig mere, siger han.
Den seksuelle afholdenhed skal ske ved, at forældrene og lærere i seksualundervisning i skolen taler med de unge om værdier og holdninger. Det vil langsomt ændre de unges indstilling til sex, vurderer Martin Henriksen.
Et andet forslag handler om lønforhøjelse til studerende på barselsorlov. I stedet for at få 4.200 kroner skal beløbet hæves til 7.000-9.000 kroner, mener han. Ligesom skolerne fremover bør køre et tema, hvor man dyrker en bestemt sportsgren hver dag ugen igennem.