Selvom regeringens nye arbejdsprogram er spækket med mål om ambitioner for Danmarks fremtid, har Dansk Folkeparti svært ved at få øje på regeringens engagement i retspolitikken.
Den nye justitsminister, Lars Barfoed (K), har ellers nok at tage fat på med bandekriminalitet og indbrud, og i arbejdsprogrammet er der ganske vist også afsat et par linjer for at mindske kriminaliteten.
Men Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at indsatsen er overraskende lille i forhold til, hvor meget Anders Fogh gjorde ud af retspolitikken.
"Jeg synes, at det er noget tyndt i forhold til, hvad der har været i tidligere regeringsgrundlag," siger Peter Skaarup til Newspaq.
Og selvom regeringen vil sige, at de har opfyldt de løfter, der blev givet ved tidligere regeringsgrundlag, holder det ikke.
Det bliver nu Dansk Folkepartis opgave at fylde ind på hylderne, for de er tomme i øjeblikket, siger Skaarup.
"Jeg mangler nogle mål for indsatsen mod bekæmpelsen af indbrud og bandekriminalitet. Vi må jo desværre sige, at 2009 blev rekordår for indbrud og hjemmerøverier, og indsatsen er vigtig i det forebyggende arbejde for at undgå, at Danmark bliver hjemsøgt af kriminelle," siger retsordføreren.
Peter Skaarup forventer nu, at Lars Barfoed vil lytte til Dansk Folkepartis krav.
Der har dog tidligere har været ballade mellem parterne tilbage i 2006, hvor DF trak deres støtte til Barfoed som familie-og forbrugerminister tilbage, og som dermed betød ministerens afgang.
Men Skaarup vender blikket fremad.
"Jeg synes, vi skal bedømme ham på de ting, han gør nu. Jeg har haft et indledende møde med ham, og jeg forventer, at han vil hjælpe os med at udleve nogle af de mange forslag, vi har om retspolitikken," afrunder han.