Landets skoler og sygehuse kan se frem til en kærlig hånd i fremtiden, hvis det står til Dansk Folkeparti.
Meget tyder i hvert fald på, at regeringen og Dansk Folkeparti bliver enige om at pumpe op mod 8 milliarder kroner ud til renovering af veje, sygehuse og skoler på næste års finanslov, skriver Politiken.
"Vi anerkender, at der er en fare for overophedning i økonomien, men vi mener ligesom vismændene, at der fortsat er plads til investeringer," siger partiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl
Vismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er positiv over for vækstudspillet fra Dansk Folkeparti. Han mener, at det flugter godt med det, som vismændene har forslået.
"Vi mener jo, at der er plads til offentlige investeringer i omegnen af 10 milliarder kroner, så umiddelbart virker det fornuftigt," siger han til avisen.
I weekenden skal finansloven for næste år forhandles.