Populisme er, når man vælger synspunkt alt efter belejlighed og folkestemning – når man ikke har et sæt af værdier at styre efter.
Dansk Folkeparti er et populistisk parti. Og partiets nye forslag om mere seksuel afholdenhed blandt unge – at sex bør være forbeholdt varige kærlighedsforhold – er et rigtigt godt eksempel.
For hver eneste gang en hvilken som helst DF’er udtaler sig om muslimer, bliver de moderne værdier lovprist. I modsætning til de formørkede muslimer går vi danskere heldigvis ind for individualisme, ligestilling og frisind, lyder det fra Dansk Folkeparti. Især ligestilling bliver ofte fremhævet som en dansk stolthed, der ligger milevidt fra muslimerne og deres tørklæder.
Men straks snakken falder på emner som adoptionsret til homoseksuelle eller – som i dette tilfælde – sex uden følelser, glemmer DF alt om moderne værdier. Her er der ingen ligestilling eller frisind: Homoseksuelle skal ikke have børn, for det er unaturligt, og tilfældig sex er noget griseri. Gammeldags og temmelig formørket snak ganske enkelt.
På grund af denne værdi-jonglering er DF’ere normalt fremragende populister. Det nye forslag er dog en undtagelse, for seksuel afholdenhed er simpelthen ikke populært.
Så hvor lang tid går der mon, før DF trækker forslaget tilbage? Er der noget, en populist hader, er det jo lige netop at stå for noget, som er upopulært.