Dansk Folkeparti er ude efter den nyindsatte integrationsminister, Søren Pind, fordi ministeren ikke har tænkt sig at sætte hårdt mod hårdt i sagen om EU's konventioner, der ifølge støttepartiet underminerer den danske indvandrerlovgivning.
"Det her er et spørgsmål om folkestyre. Er vi herrer i eget hus? Kan vælgerne sammensætte det folketing, de vil, og bestemme på det her område, eller er det noget der kommer fra EU ovenfra, som vi så bare skal rette os efter? Det er det, der er spørgsmålet," siger Peter Skaarup (DF), der er integrationsordfører og næstformand i Dansk Folkeparti.
Partiet mener i modsætning til Søren Pind, at der er tale om et stort problem.
Pind tog i sidste uge fat på en redegørelse over, hvor mange EU-domme, der sidste år lå til grund for, at indvandrere har fået opholdstilladelse i Danmark. Svaret på det er 900 ud af 59.000. Derfor mener ministeren, at sagen langt fra er værd at spille mere energi på, men det mener Peter Skaarup altså.
"Der kan jo komme en dom i morgen, som igen undergraver vores selvstændighed på det her område, og det kan betyde, at der kommer væsentligt flere opholdstilladelser ud af det, uden om de danske regler," mener Peter Skaarup.