Snigertraktat og fifleri er de ord, Folketingets to traditionelle nej-partier, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, hæfter på den EU-traktat, som kom på plads i Bruxelles tidligt lørdag morgen.
Begge partier kræver derfor dansk folkeafstemning om traktaten.
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Morten Messerschmidt, mener, at traktaten blot er den kuldsejlede forfatning i nye klæder, og at Danmark vil miste afgørende indflydelse, hvis traktaten tages i brug:
- Det er helt uacceptabelt, at hovedpunkterne i den faldne EU-forfatning videreføres i det forslag til ny traktat, som regeringscheferne er blevet enige om. Der lægges fortsat op til, at Danmark i form af flere flertalsafgørelser skal afgive suverænitet på en hel række områder. Det burde i sig selv medføre, at der afholdes folkeafstemning i Danmark, særligt henset til, at de nye stemmeregler favoriserer de store lande, siger han.
Forfatning i fåreklæder
Enhedlisten mener også, at traktaten er EU-forfatningen i fåreklæder, og partiet gik lørdag eftermiddag på gaden på Nørrebro i København for at vise sin utilfredshed.
- Vi er meget overbeviste om, at folk godt kan se, hvor forrykt det her er. Derfor vil vi nu gå på gaden, snakke med folk og arbejde for en folkeafstemning, siger EU-ordfører Rune Lund (EL).
SF vil have folkeafstemning
Som det eneste af de partier, der roser EU-traktaten, melder SF allerede nu ud, at danskerne bør have lov til at stemme om traktaten:
- Indholdsmæssigt ligner traktaten så meget forfatningen, at det vil være helt ulogisk, hvis vi ikke tager en folkeafstemning, siger SF’s EU-ordfører Anne-Grete Holmsgaard.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har dog sagt, at regeringen tidligst til efteråret vil tage stilling til, om danskerne skal stemme om traktaten. Og de resterende partier i Folketinget har også meldt ud, at de lige vil se tiden an og læse traktaten ordentligt igennem.
Socialdemokraternes EU-ordfører siger blandt andet:
- Spørgsmålet om en dansk folkeafstemning vil vi tage stilling til ud fra en samlet bedømmelse af alle forhold, når vi haft lejlighed til at gennemgå teksten til en ny traktat.