Allerede inden blækket er tørt, bliver en ny rapport om danske EU-forbehold beklikket på troværdigheden. Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt kalder rapporten for "bestillingsarbejde".
- Det er tydeligt, at konklusionerne er i overensstemmelse med det EU-venlige flertals politik, og det er jo også dem, som oprindeligt har bestilt rapporten. Rapportens forudsætninger og problemformuleringer går elegant uden om alle de områder, hvor forbeholdene giver konkrete fordele for Danmark, og det gør rapporten politisk, siger Morten Messerschmidt.
Messerschmidt: Rapporten er politisk
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) offentliggjorde i dag rapporten om de danske EU-forbehold. Rapporten viser, at forbeholdene har sikret Danmark den selvstændighed, som de oprindeligt blev skabt for at sikre. Det har omvendt kostet Danmark indflydelse på de områder, hvor vi ikke deltager, konkluderer rapporten.
- Grundlæggende må man sige, at konklusionerne ikke er overraskende. Det er ja-partierne, der står bag rapporten. Og konklusionerne synes meget synonyme med, hvad man kender fra den side. I og for sig vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om en diskussion af EU-forbeholdene overhovedet er noget, der egner sig til ekspert-rapporter af denne karakter. Alle ved, at spørgsmålene er stærkt politiske – og kan man bede eksperter vurdere om eksempelvis vores selvstændige udlændingepolitik er god eller dårlig? Det mener jeg ikke – det er en ren politisk afgørelse. Derfor er rapporten også politisk, slutter Morten Messerschmidt.