Danmark får ikke nogen særordning i EU og må indordne sig under det opholdsdirektiv, der bragte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i modvind over sommeren og efteråret.
Det skriver ugebrevet Mandag Morgen.
Ender sagen med en den udgang er det langt fra i orden, hvis man spørger regeringens primære samarbejdspartner Dansk Folkeparti.
22. september gav regeringen nemlig DF sit ord om, at den ville arbejde hårdt på at påvirke EU til at ændre opholdsdirektivet. Men flere gange har regeringens repræsentanter ikke været til stede i Europaparlamentet, når sagen er blevet diskuteret.
"Jeg synes, det er meget bemærkelsesværdigt og skuffende, at man ikke har taget kontakt til den ordfører, der sidder i Europa-parlamentet og arbejder netop med det her spørgsmål," siger europaordfører Morten Messerschmidt (DF) ifølge dr.dk.
Partiet er i oprør, fordi opholdsdirektivet medvirker til en opblødning af den stramme danske udlændingepolitik.