Fredagens skoleskyderi på Sandy Hook Elementary School i Newtown i staten Connecticut i USA, hvor i alt 27 blev dræbt - heriblandt 20 børn, åbner for talrige spørgsmål: Hvem, hvad og ikke mindst hvorfor.
Før politiet har tilendebragt deres undersøgelser, er der megen usikkerhed, men forskellige amerikanske medier har forsøgt at stykke et billede sammen af den formodede gerningsmand. Han begik angiveligt selvmord inde på skolen.
De fleste oplysninger er endnu ikke endeligt bekræftet fra officielt hold, men flere kilder fortæller, at det drejer sig om den 20-årige Adam Lanza.
Han er tidligere elev på skolen, og hans mor underviste der. Flere af de dræbte børn gik ifølge politikilder i hendes klasse.
Adam Lanza boede hjemme, og en lokal politikilde siger ifølge nyhedsbureauet AP, at Lanza dræbte sin mor i deres hjem forud for massakren.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters, der har snakket med to af hans tidligere klassekammerater fra Newton High School, var Lanza en genert og usædvanlig klog ung mand.
Han klædte sig ofte mere formelt end sine jævnaldrende. Han gik i kakifarvede bukser samt skjorter. Nogle gange havde han et plastikindlæg i skjortelommen for at forhindre misfarvning fra hans kuglepenne.
Ifølge en tredje tidligere klassekammerat havde Lanza ikke mange venner. Kammeraten betegner den formodede gerningsmand som høflig.
Han var med i en af skolens teknik-klubber - den for de største nørder, som et andet af medlemmerne, Tim Arnone, fortæller. Lanza tilbragte megen af sin fritid på skolen med at spille computerspil.
Ifølge Arnone blev Lanza presset hårdt af sine forældre, så han kunne få faglig succes.
Forældrene blev skilt i 2008, viser myndighedernes registre.
Adam boede hos moderen, fortæller hans storebror, den 24-årige Ryan Lanza, der i første omgang blev udpeget som massakrens gerningsmand, fordi Adam Lanza bar papirer med brorens navn på, da han blev fundet død på skolen.
En landskabsarkitekt, der kendte moderen beskriver hende som en ivrig våbensamler, der lærte sine børn at skyde til måls, da de var små. De angiveligt tre mordvåben stammer ifølge kilder fra hende.
Storebroderen Ryan Lanza fortæller, at Adam Lanza led af en personlighedsforstyrrelse og var "en smule autistisk".
Som barn gik han til spejder, samlede på Pokemon-kort og spillede Playstation som alle andre.
/ritzau/Reuters