I Sverige står Piratpartiet til at få mellem 5,5 og 7,9 procent af stemmerne ved EU-valget på søndag. Det viser de nyeste målinger.
Partiet går ind for, at det skal være lovligt at sprede musik, film og computerprogrammer uden at betale for det.
Piraterne ønsker desuden, at mulighederne for at værne om det private på nettet bliver styrket.
Partiets medlemstal steg betydeligt, efter en domstol i Stockholm den 17. april havde afsagt hårde domme over fire bagmænd i fildelingsportalen Pirate Bay.
Målt på antal medlemmer, er Piratpartiet Sveriges tredjestørste parti med 45.000 medlemmer.
Både herhjemme, men også i Polen, Tyskland og 17 andre lande findes der søsterpartier til Piratpartiet.