Antallet af klager fra patienter, der vil have erstatning for dårlig behandling er eksploderet de seneste år.
Udbetalingerne er nu oppe på 800 millioner kroner årligt, og derfor vil regionerne nu stramme reglerne for, hvornår man kan klage.
Især den såkaldte "tåleregel" skal fjernes, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S). Reglen siger, at patienter, der er blevet behandlet rigtigt, men alligevel får birvirkninger eller gener af behandlingen, kan få erstatning.
"Jeg har svært ved at forlige mig med, at der alligevel udbetales erstatning, selvom man i sundhedsvæsnet har gjort det rigtige. Vi må se på, om det er en holdbar praksis i en situation, hvor det også ville være godt, hvis udgifterne stagnerede og ikke fortsatte deres himmelflugt," siger Bent Hansen til Berlingske.
Det er gennem tålereglen, at hver tiende klager får sin erstatning.
På fem år er antallet af erstatningssager generelt steget med hele 64,5 procent. I Patientforsikringen, der står for at udbetale, synes man kun det er positivt.
"Forventningen er, at hvis man har fået lavet noget ved sit knæ eller hjerte, og det ikke lever op til forventningerne, så skal man have erstatning. Sådan er det i forhold til hus og bil, og så skal det også være sådan, når det gælder vores krop. Det er kun rimeligt, at man som borger i et velfærdssamfund er opmærksom på sine rettigheder og valgmuligheder," siger bestyrelsesformand i Patientforsikringen Poul-Erik Svendsen (S).
Man vurderer, at årsagen til det stigende antal klager både skyldes, at man behandler flere og at de danske patienter generelt har fået en "øget rettigheds- og klagebevidsthed."
Kilde: Berlingske