"Hun skal hedde Ida". "Han skal hedde William".
Danske forældre er vilde med de to navne, og de toppede derfor navnelisten for nyfødte i første halvår af 2010.
Det viser en spritny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at 316 piger, der blev født i perioden, fik navnet Ida, mens forældrene til hele 393 nyfødte drenge valgte at kalde deres nye søn William.
De mest populære navne året før var Freja og Mikkel, men de er røget længere ned på listen - nu ligger de på en 5. plads over mest populære navne.
Det står også klart af opgørelse, at en af højdespringerne blandt pigenavne er Alberte, som er gået fra at ligge nummer 23 til nu at ligge nummer 13.
For drengenes vedkommende er det Felix, som i 2009 lå nummer 53, men nu ligger nummer 34. Måske fordi forældrene har ladet sig inspireret af kongefamilien og prins Felix.
I den sammenhæng bliver det jo spændende at se, om de royale tvillinger, der bliver vist frem i dag fredag, vil ende med at gå i de populæres fodspor og få navnene Ida og William.
De navne, der kommer ind på en absolut førsteplads for drenge, er Jens - og for piger er det Anne. Ifølge Danmarks Statistik hedder 51.441 danskere Jens, mens 47.682 hedder Anne.