Anders Breivik har netop afsluttet sit første offentlige retsmøde, siden den frygtelige tragedie, der kostede 77 nordmænd livet i juli måned.
Under retsmødet skulle retten tage stilling til, hvorvidt Breiviks varetægtsfængsling skulle forlænges, og hvordan det i givet fald skulle afsones.
Ifølge VG's reporter virkede Breivik en smule nervøs og havde et forsigtigt smil, da han kom ind i lokalet.
Kort efter at have afgivet sine personlige oplysninger påbegyndte Anders Breivik sine første offentlige udtalelser siden massemordet i Oslo og på Utøya. Dommeren afbrød ham dog hurtigt og bad ham om at sætte sig ned, eftersom han først skulle tage stilling til spørgsmålet om skyld.
Det fik Breivik til udbryde, at han ikke anerkendte retten, at dommeren var inhabil, og at han var en militærkommandør i en norsk modstandsbevægelse, der kæmper imod den måde, hvor det norske samfund bliver dekonstrueret af multikulturelle kræfter.
"De står for en anti-norsk hadsideologi," sagde Breivik i retten ifølge VG.
Ifølge VG virkede dommer Torkjell Solheeim forberedt på, at Breivik, der havde vandkæmmet hår, ville forsøge sig med en længere tale, og derefter var han hurtig til at afbryde ham.
Kort efter referatforbudet blev ophævet bad Breivik igen om at få ordet. Her bad han om fem minutters taletid til at adressere ofrene for massakren på Utøya.
Det fik han dog ikke lov til af dommeren, hvilket øjensynligt skuffede Breivik gevaldigt.
Der var mellem 35 og 40 pårørende og overlevende i sal 828, hvor retsmødet foregik.
Kilde: VG