Der bliver lavet rigtig meget dejlig mad i julemåneden, og det betyder, at der bliver købt godt ind af madvarer i Danmark i december.
Men meget af maden når aldrig ned i danskerens maver. Det betyder, at familie med børn smider for næsten 1.000 kroner mad ud i julemåneden.
Det viser en beregning, som Landbrug & Fødevarer har foretaget for Politiken.
Tallene viser, at en familie med børn køber mad for 4.664 kroner i julemåneden.
"Vi laver langt mere mad i december, men appetitten er ikke nødvendigvis større, hvilket giver mange flere rester. Samtidig er muligheden for at bruge resterne dagen efter mindre end normalt, fordi du ofte skal til en ny julefrokost, hvor situationen igen er den, at der bliver lavet for meget mad. Der skal jo ikke mangle noget," siger chefkonsulent Klaus Jørgensen med speciale i detailhandel og forbrugeradfærd om tendensen hos de fleste danskere, når juleklokkerne ringer.
Den mad, der bliver smidt ud, er ofte ting, der ikke kan holde sig så længe, altså brød og grøntsager.