Barack Obama kan prale af 2.000 tracks på iPoden og blandt numrene ligger både jazz og klassisk musik, men også en perlerække af de største hip-hop-navne.
Det afslører den amerikanske præsident i et timelangt interview med det legendariske amerikanske musik- og livsstilsmagasin 'Rolling Stone'.
"Mit udvalg af rap har forbedret sig væsentligt. Jay-Z plejede at være fremherskende, men nu har jeg også lidt Nas og lidt Little Wayne", fortæller Obama, som giver sin personlige assistent Reggie æren for sit større sortiment af hip-hop.
Klassikere fra 'oldies, but goodies'-genren scorer dog højere på favoritlisten i Det Ovale Kontor.
"Min iPod har omkring 2.000 sange, og det er en kilde til store nydelse for mig. Jeg er formentligt stadig mere tungt vægtet mod musikken fra min bardom end de nye ting", lyder det fra præsidenten, som hellere end gerne læner sig tilbage til tonerne af gamle gulddrenge som Stevie Wonder, Bob Dylan og Rolling Stones.
Verdens mægtigste mand lytter også til klassisk musik, men formentligt ikke højstemt Wagner eller Mozarts 'Tryllefløjten'.
"Jeg er ikke en stor operaentusiast", afslører han.