Priserne på forbrugsvarer er steget med 2,8 procent i løbet af det sidste år.
Det er især udgifterne til husleje, benzin og bankgebyrer, der gør større indhug i de danske privatøkonomier. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I gennemsnit stiger lønningerne i den private sektor med to procent og endnu mindre i den offentlige sektor, og derfor kommer privatøkonomien under pres.
"Det er en udfordring for mange husholdninger, for lønningerne stiger ikke lige så meget. Det betyder, at købekraften bliver reduceret," siger senioranalytiker i Nordea, Jan Sørup Nielsen.
De stigende priser rammer hele befolkningen, men en særlig gruppe bliver ramt mere end andre, vurderer Jan Sørup Nielsen.
"Dem der bliver hårdest ramt er dem i lejeboliger, dem med bil, og dem, der rammes af de stigende bankgebyrer," sigen han til Newspaq.
På listen over varer, der er steget mest i pris det sidste år, finder man lammekød, frimærker og kaffe, der alle er steget med mere end 20 procent siden februar 2011.
Men heldigvis er der også ting, der falder i pris.
"Der hvor priserne er faldet mest er på rejser, på computere, og på biler," siger Jan Sørup Nielsen.
Derudover er priserne på mobiltelefoner, fotografiapparater og grøntsager alle faldet i løbet af det sidste år.