Vagtparaden på Amalienborg Slotsplads, hvor dronning Margrethe og kongefamilien lørdag skulle vinke til befolkningen fra balkonen, er aflyst.
Det er meningen, at den danske dronnings 50-års jubilæum skal fejres i weekenden.
Men fordi Storbritanniens dronning Elizabeth gik bort torsdag, har kongehuset ændret lidt i planerne for weekendens fejring.
Det fremgår af et revideret program, som kongehuset har udsendt.
Det var for snart otte måneder siden 50-året for, at dronning Margrethe efterfulgte sin far på tronen.
Men store dele af fejringen blev udskudt på grund af coronasituationen.
Tidligere fredag formiddag meddelte kommunikationschef i kongehuset Lene Balleby, at det er dronning Margrethe, der har ønsket programmet justeret. Det skyldes dronning Elizabeths bortgang.
Oprindeligt var det planen, at befolkningen ville kunne møde dronningen i løbet af lørdagen.
Hun ville først vinke fra balkonen på Christian IX's Palæ på Amalienborg og senere fra balkonen på Københavns Rådhus.
Men vagtparaden på Amalienborg Slotsplads er altså aflyst.
Besøget på rådhuset i København, hvor hun skulle deltage i en officiel frokost og træde ud på rådhusets balkon, er udskudt.
Hun skulle samtidig være kørt i karet gennem Københavns gader til rådhuset. Men den tur bliver heller ikke til noget.
Lørdag aften er der gallaforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af jubilæet. Den bliver fortsat afviklet "i en justeret form".
Forestillingen, som begynder klokken 20.00, sendes på DR.
Søndag morgen er der gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Også den gennemføres "i en tilpasset form". Præcis hvad det dækker over, fremgår ikke.
Efterfølgende er der frokost for nordiske statsoverhoveder og den kongelige familie. Det sker på kongeskibet "Dannebrog". Frokosten gennemføres som planlagt.
Søndag slutter som planlagt med gallataffel på Christiansborg Slot om aftenen, men i tilpasset form. Her deltager den kongelige familie med udenlandske gæster og det officielle Danmark.
Det er uklart, hvilke ændringer der vil være, men der har i hvert fald været planlagt underholdning med liveoptrædener.
Efter planen skal danske kunstnere som Thomas Helmig, Malte Ebert, Clara, Hjalmer, Iris Gold, The Antonelli Orchestra og Jan Gintberg optræde.
Det er klokken 20 og sendes på TV 2.
Det var meningen, at Dannebrog skulle hejses på danske statsbygninger og statsskibe over weekenden som markering af jubilæet. Men det er også blevet afblæst efter nyheden om Elizabeths død, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Dronning Margrethe har besluttet, at der fredag flages på halv stang fra Amalienborgs Palæer.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.